Din guide til robotplæneklippere
Her finder du videoer, test, anmeldelser, tekniske specifikationer, nyheder og meget andet, der sætter dig i stand til at træffe det bedste valg når du skal købe en robotplæneklipper.
Din kilde til opdateringer om hvad der sker på markedet for selvkørende plæneklippere.
En robotplæneklipper er til dig, som ønsker en rigtig flot græsplæne og ikke ønsker at arbejde for det. Ordet “robot” lyder som fra fremtiden, men ikke desto mindre er det faktisk en lille robot der kører rundt på din plæne. Den har en elektrisk motor, der kører på et batteri, som løbende skal lades op i en ladestation. Det gør at den er i stand til at være selvkørende og klippe din græsplæne helt fuldautomatisk.
Det er total haveejer frihed – eller er det? Det og vores erfaring kan du også læse meget mere om her, hvor vi også taler om ”Bedst i Test”-modeller, hvilke mærker der laver robotterne, hvor de billigste priser er og en guide til at vælge den rette robotplæneklipper.
Hvordan virker en robotplæneklipper
Først skal vi lige have styr på, hvordan robotplæneklipperen rent faktisk virker. Der er selvfølgelig en masse teknik indeni, som vi lader ingeniøren om. Basalt set har du en plastikskal, hvori der sidder en el-drevet motor, som driver knive rundt – og 3 – 4 hjul, alt afhængig af model.
Du graver en kanttråd ned, hele vejen rundt om den græsplæne som den skal klippe. Den kanttråd forbindes til en ladestation – hvor plæneklipperen også kører ud fra. Den styrer så efter hvor kanttråden er, og klipper i hvad der ser ud til at være tilfældige baner indtil batteriet er ved at være fladt. Derefter finder den selv, ved hjælp af kantledningen, tilbage til ladestationen og lader. Alt afhængig af model, lader den så i nogle timer, og kører igen ud.
Alt dette er 100% fuldautomatiseret, og når først robotplæneklipperen er installeret, så skal du ikke røre en finger mere.
Populære Robomow robotter
Hvordan styres en robotplæneklipper
Du styrer din robotplæneklipper ved at føre en kanttråd rundt om græsset det skal klippes. Robotten finder så selv ud af at klippe græsset indenfor den tråd. Du kan så typisk programmere den til at styre i forskellig afstand fra kanttråden når den slår kanter – på den måde får du ikke lavet spor i græsplænen.
Nogle modeller af klippere kan også styres via en App – men det er lidt svært at se hvad det reelt skal bruges til. Du vil jo gerne have en fuldautomatiseret klipper. Det kan dog måske være praktisk, hvis du bare har det ene lille hjørne, hvor den ikke vil klippe ordentligt. Men mon ikke, det var lidt nemmere, at købe en kantklipper (som du alligevel får du brug for i de fleste tilfælde).
Robotplæneklipper test
Der er de seneste par år kommet rigtig mange robotplæneklippere på markedet. Da vi startede denne hjemmeside for over 10 år siden, var der måske kun 3-4 på markedet. Gardena, Husqvarna og Robomower – og et par tvivlsomme billige modeller der solgtes steder som Bilka.
Derfor har det været vigtigt at få lavet en robotplæneklipper test af de mange mærker. For vi har fra vores læsere hørt om rigtig mange dårlige oplevelser igennem de sidste 10 år. En robot kan godt blive købt for billigt. Det er et område, hvor pris og kvalitet i mange tilfælde følges ad.
Længere nede på hjemmesiden her, kan du se en oversigt over de mærker, som laver robot plæneklippere – der vil vi også komme med en test, anmeldelse og anbefaling af dem.
Guide til valg af robotplæneklipper – hvad skal du kigge efter?
Denne guide skal forsøge at give dig gode råd nok til at vælge den rigtige robotplæneklipper til din have. Det er svært at give konkrete råd, da der kan være rigtig mange ting i din have, som kan have betydning for det valg du skal træffe.
Størrelse på græsplænen
Det vigtigste er at finde en model, som passer til størrelsen af din græsplæne. Køber du en for lille robotplæneklipper, så bliver klipperesultatet dårligt. Robotten vil have svært ved at nå at klippe hele græsplænen, og du risikerer at få ”helligdage”. En robot der matcher størrelsen på græsplænen, vil holde alt græsset nede i den samme højde.
Du vil se, at der faktisk ikke er den store forskel på en model der kan klare 500m2 sat op imod en der kan klare 2000m2 græsplæne. Det er eneste er stort set batteriet, som vokser i størrelse, jo større model du får. Det gør at den kan blive ude og klippe i længere tid, og have nemmere ved at nå det hele, før den skal i ladestation igen.
Prisen
Du kan finde robotter fra omkring 5.000 kroner og op til 20.000 kroner – og faktisk endnu højere, hvis du bevæger dig over i de professionelle robotplæneklippere, men det beskæftiger vi os ikke med i denne guide. Det er typisk slotshaver og store virksomhedsgræsplæner med høje skråninger der kan have brug for den slags.
Der er jo ingen af os, der har ubegrænsede midler (hvis du har, så tror jeg du har folk til at tage sig af din have alligevel). Derfor kan det være klogt, at sætte dig et max for, hvor meget du vil give for en robotplæneklipper. De fleste græsplæner i almindelige parcelhus-haver burde kunne finde en robot til max 10.000 kroner. Det er kun, hvis du vil kunne sige til naboen, at din robot er større end hans, at du burde give mere end det.
Hvordan er din græsplæne – er den ujævn
Har du mange forhindringer for din robotplæneklipper, som fx trampoliner, mange skarpe hjørner eller høje skråninger. Det er ikke alle robotter, der er lige gode til at køre på skråninger. Sørg for at robotten har nogle ordentlig hjul, hvis den skal køre op af 45 graders vinkel.
Har du flere græsplæner, skal den kunne klare flere zoner. Det er ikke alle der kan det, og nogle vil have brug for, at du graver en ledning ned under de fliser der eventuelt adskiller dine græsplæne-områder.
Nogle robotplæneklippere har kantklipning, som reelt betyder at de kan komme længere ud til kanten, end andre robotter. Har du fx lagt en pæn flisekant hele vejen rundt om din græsplæne, så bør du lede efter de robotter der kan klippe kanter. Så har du næsten ikke brug for din manuelle håndbårne kantklipper.
Støjniveauet
Der er ret stor forskel på støjniveauet får de forskellige robotplæneklipper modeller. Nogle er helt lydløse og andre larmer næsten som en almindelige plæneklipper. En af de ting du kan se på er klipperskæret. De små klippere er typisk mindre støjende end dem med de store skær. Det er dog blevet væsentlig bedre med årene, og de fleste nye robotplæneklippere er forholdsvis lydsvage.
Det er først, når der måske er en del som løsner sig – så kan den godt runge lidt og larme. Det vil så kræve lidt vedligehold, at få den del suret godt fast igen. Nogle modeller samler også lidt græs oppe under stellet, og det kan påvirke lydniveauet også.
Sikkerhed
Skal du bruge robotklipperen i et parcelhus kvarter, er det nok en god ide at tjekke op på sikkerheden omkring din robot. Du skal jo kunne slappe af i, at der faktisk kører noget rundt på din græsplæne mens du ikke er hjemme.
Det er en god ide, at vælge en robot der stopper selv, hvis naboens barn løfter robotten – eller har en afskærmning for ikke at køre pindsvin over eller dine børns legetøj. Det kan ødelægge skærene, hvis den lige klipper en glemt badmintonketcher. Det er her hvor en robotplæneklipper med sensor kan være guld værd i at du ikke skal investere for meget i reservedele.
Du kan ikke finde en robotplæneklipper på det danske marked, som ikke har en eller anden form for tyverisikring. Typisk er der pinkode der skal tastes ved brug, den bipper højt hvis den løftes og den kan ikke bruges uden sin ladestation. På den front er sikkerheden som regel god nok.
Vil du selv står for installationen eller professionel hjælp
Har du bare en lille smule eventyrlyst, kan du sagtens selv stå for installationen af din robotplæneklipper. Du kan dog også vælge at bruge en professionel til det, og der vil du typisk skulle købe robotten igennem anlægsgartneren. Det koster jo nogle tusinde at få sådan en haveservice mand til at hjælpe. Men så er du også sikker på, at det bliver gjort ordentligt.
Vi har dog selv sat rigtig mange robotter op, og det er faktisk ret simpelt. Det kræver måske lidt justering af kanttråden – men det har jeg oplevet også er tilfældet for de professionelle. De naboer jeg kender, som har fået professionel hjælp, har altid haft besøg af servicemanden op til flere gange alligevel. Du har så bare én du kan tilkalde. Men det koster dig så også det mere.
Hvilke ekstra funktioner ønsker du dig
Er du typen der elsker gadgets og bare skal have mere funktionalitet end naboen, så stiger prisen som regel også betragteligt. Du kan jo godt få GPS styring, regnsensor, tyverisikring, app-styring, kalenderstyring, øjne til robotten, lys og lyd. Det meste er dog kun ”nice to have”, og du skal overveje, om du ikke godt kan nøjes med de mest basale funktioner. Det er de funktioner jeg har beskrevet ovenover her.
Robotplæneklipper tilbud – en billig robot
Da jeg startede denne hjemmeside for over 10 år siden, var det en ret dyr affære at anskaffe en maskine. Du kunne være heldig at finde en robotplæneklipper på udsalg eller finde et godt tilbud i Bilka – men det var sjældent du fandt en robot til under 10.000 kroner.
Det er heldigvis blevet billigere at anskaffe sig, og du kan få en billig robotplæneklipper helt ned til måske 4-5.000 kroner, specielt hvis du er heldig at finde den i en outlet eller et ekstraordinært tilbud. Det kan godt betale sig, at kigge godt efter omkring Black Friday – der sætter de forskellige webshops ofte robotterne ned med 5-10%. Det er jo også værd at tage med, når de billigste robotter starter fra omkring 5.000 kroner og op til 15-20.000 kroner.
Det er ofte de udgåede modeller, som der bliver sat mest ned. Der skal jo gøres plads til de nye robotplæneklippere med nye features og opgraderede motorer. Men som regel er de udgåede modeller helt fint.
Det kan ikke anbefales at købe en robotplæneklipper brugt. Der kan du brænde nallerne noget så grundigt. Der er jo en begrænset levetid på batterier og motorer – det er sliddele, og robotten kører jo rigtig mange timer hver dag – udenfor vel og mærket, i regn, blæst og ofte høje temperaturer. Det tærer bare på den lille maskine.
Bedste robotplæneklipper – Bedst i Test
Du vil rundt om på internettet se rigtig mange ”Bedst i Test” artikler om robotplæneklippere. Der er bare ikke rigtig et facit, om hvilken der er bedst. Forbrugermagasinet ”TÆNK” har en større test (kræver betaling at læse) af en lang række robotplæneklippere, og det skifter meget fra år til år, hvilken robot der vinder i test. De første par år var det Robomows robotplæneklippere (som jeg personligt selv har kørende hjemme i haven) – og Worx der blev ”bedste køb”, mest fordi den var billig.
Det kommer helt an på hvilke kriterier du stiller op, for om du har en ”Testvinder”. Kigger du på økonomien i den, hvor ofte den skal på vedligeholdes på værksted, hvor meget den larmer, om den kan køre på skråninger, udseendet – eller noget helt andet. Som sagt, det er bedre at gå tilbage til den guide jeg skrev om valg af robotplæneklipper. Træf valgene ud fra dit behov – og ikke mindst hvor meget du vil betale for en robot.
Hus til robotplæneklipper (Garage)
Robotterne er bygget til at kunne være udenfor i al slags vejr, men det er alligevel en god idé at give den en garage eller overdækning. Du kan ikke lukke din robotplæneklipper helt inde, da den skal kunne bakke ud og dreje nemt rundt om hjørnet på huset.
Derfor er det typisk en slags tag eller halvtag, der udgår det som garage for din robot. De garager som du kan købe færdiglavet hos producenterne, er typisk et halvtag i plast, som skygger for solen og regnen – et udmærket ”regncover”.
Der er også en del, som har lavet et hjemmelavet tag eller hjemmelavet garage – faktisk findes der en masse meget kreative ideer, med små carporte eller garager, hvor der er kommet port i, som automatisk åbner, når robotten kommer tæt på. Prøv at tage et kig på Instagram eller Pinterest – der findes et hav af ret geniale overdækninger og huse til din robot.
FAQ – mest stillede spørgsmål om robotplæneklippere
Det er en stor beslutning at skulle købe en robotplæneklipper – og derfor findes der rigtig mange spørgsmål. Jeg håber min ovenstående guide har hjulpet til at besvare de fleste, men ellers kommer her en liste over de spørgsmål jeg oftest har fået her på siden.
Hvor meget støjer den?
Det varierer rigtig meget fra model til model, hvor meget en robotplæneklipper støjer. Det er typisk de mindste, der støjer mindst. De store klippere bruger også store skær, som larmer en anelse mere, end de klippere med små skær (typisk de små barberblade). Det er angivet på de forskellige modeller hvor meget de støjer – det er angivet i DB. Jo højere DB, jo mere larmer de.
Men det kommer også an på, om din robot er blevet slidt, eller der sidder meget græs oppe under kassen på den. Det kan også være med til at den larmer mere.
Kan den køre over fliser?
Ja. Den kan sagtens køre over fliser – også selvom den klipper imens. Du kan derfor sagtens lade ledningen gå rundt om et lille område med fliser, eller for eksempel chaussesten i indkørslen. Du vil dog typisk bruge en “ledetråd”, som din robot vil styre efter, når den skal fra område til område, der kan være hen over fliser.
Hvornår skal en robotplæneklipper ud?
Du skal holde øje med din græsplæne. Når den begynder at vokse og er groet mere end 1 centimeter sætter du din robotplæneklipper ud. Det er typisk når vejret er mere end 10 grader, så sætter det gang i væksten af græsset. Lad være med at slå græsset for langt ned i starten, men start med en 4-5 center. Det vil ikke se så skarpt ud som du er vant til, men du vil få en sundere græsplæne i længden. Det er typisk en gang i april eller maj måned, at du sætter din robotplæneklipper på græs.
Hvornår skal en robotplæneklipper ind?
Når gennemsnitstemperaturen når under 10 grader, holder græsset op med at gro. Vent dog et par uger efter det, da jorden godt kan holde varmen i et stykke tid, og hvis der lige kommer et par dage med varmt vejr, så vil græsset stadig gro lidt. Det er jo et ret omskifteligt vejr vi har i Danmark, så det er ikke altid til at stole på. Bare sørg for, at have robotplæneklipperen inde inden der kommer sne og frost. Det vil typisk være i løbet af oktober måned du tager den ind – måske starten af november.
Hvor ofte skal den køre?
Der er stor forskel på hvor ofte en robotplæneklipper skal køre – det skifter fra producent til producent. Derfor bør du kigge på hvad producenten anbefaler. Det kommer også an på hvor stor græsplæne du har. Jo mindre du har, jo mindre skal robotten selvfølgelig køre.
For eksempel anbefaler Gardena at din robot kører i 3 timer om dagen, 6 dage om ugen, hvis din græsplæne er 100m2. Har du en græsplæne på 200m2, anbefaler de 4,5 time om dagen. Du vil kunne se de anbefalede tider i brugsanvisningen til din robotplæneklipper. Nogle robotplæneklippere har faktisk en feature, som selv regner ud hvor ofte den skal køre, ud fra hvor stor græsplænen er. Der er også nogle, som regner det ud når de har kørt en tur rundt med kanttråden og på den måde kan regne ud hvor stor græsplænen er. Det er jo ret smart.
Nogle lader den køre om natten også, men det vil jeg ikke anbefale. Det kan forstyrre naboer, men mere vigtigt er, at det ofte er om natten at pindsvine bevæger sig rundt på din græsplæne. Det vil være synd for pindsvinet, at få kørt sine små fødder over.
Hvad kræver en robotplæneklipper?
Det kræver en del opsætning for at få den til at køre rigtigt, men når først det hele kører, så kræver det ikke ret meget af dig at have en robotplæneklipper kørende. Vi kan da prøve at tale lidt om arbejdet i opsætningen.
- Du skal have et sted til din ladestation, som skal sluttes til strøm.
- Du skal en pløkke en ledning ned eller grave den ned – typisk 4-5 cm. Min erfaring er dog, at en pløkket ledning i vækstsæsonen for græsplænen er forsvundet under jorden i løbet af et par uger eller 3.
- Det kræver mere, hvis du har mange ting i din græsplæne, fx en trampolin, frugttræer eller lignende. Nogle robotplæneklippere kræver at du trækker en ledning rundt om – specielt de lidt større ting som trampolinen. I min have kører robotten bare ind i frugttræerne og gyngestativet og vender rundt – men jeg har kanttråd rundt om trampolinen.
Når først robotten er sat korrekt op, kræver den lidt vedligehold en gang imellem. Måske samler der sig græs oppe under ved skærene, så skal du lige have det børstet væk. Det sker jo, at en robot sætter sig fast i et hjørne eller nede i hækken – så skal den lige samles op og genstartes. Du skal også skifte skær en gang imellem. Hvor ofte de skal skiftes afhænger af om det er de små barberblade (som fx under Husqvarna) eller de lidt større skær (som fx under en Robomow).
Ellers er det ret vedligeholdelsesfrit at have en robotplæneklipper kørende.
Hvad kan robotten køre udenom?
Det er faktisk helt op til dig selv, hvad din robotplæneklipper skal køre udenom. Du har en kanttråd, som går hele vejen rundt om græsplænen, og så kan du køre en kanttråd ind og rundt om de ting i din plæne, som den skal køre udenom. Du liger altså en kanttråd rundt om trampolinen, sandkassen, legehuset eller hvad der ellers kan være i vejen. Så ved din robot, at inde i den “firkant” af kanttråd, skal den ikke køre. Det vil fungere som en kant, ligesom resten af plænen.
Robotplæneklipper uden kanttråd eller kantledning
Der var engang en model af en robotplæneklipper, der kørte uden en kanttråd eller et kabel. Denne model blev kaldt Bosch Indigo. Denne model er dog ikke længere tilgængelig på markedet. Hovedårsagen hertil er, at det er vanskeligt for robotplæneklipperen at navigere og klippe effektivt uden en kanttråd eller et kabel.
Afgrænsningskabel / Kanttråd / Kantledning
En kanttråd er en tråd, der er monteret rundt om plænen. Denne ledning fungerer som en guide for robotplæneklipperen og hjælper den med at holde sig inden for plænen. Den kan også kaldes en afgrænsningsledning eller en kantledning.
Kanttråden er vigtig, fordi den hjælper robotplæneklipperen med at klippe din græsplæne jævnt. Den forhindrer også robotplæneklipperen i at forlade din have og gå ind i nabogårde.
Nedgravning af kabel
Hvis du har en robotplæneklipper, er det vigtigt at grave kantkablet ned for at holde det på plads. For at gøre dette skal du først måle, hvor meget ledning du har brug for. For at gøre dette skal du kende dimensionerne på din græsplæne, så du ikke får købt for lidt tråd med.
Du skal nok lige i første omgang lægge tråden hele vejen rundt om din græsplæne, så du nogenlunde ved hvor langt den kom. Brug dine medfølgende pløkker til at gøre det.
Tråden skal nedgraves 2-3 cm under overfladen. Det nemmeste er at bruge en spade og så skabe en lille revne langs ledningen. Pres derefter afgrænsningskablet ned i revnen.
Når tråden er gravet ned, kan du køre robotten hen over den uden at klippe den i stykker.
Min erfaring er dog, at du ikke behøver grave kanttråden ned, men bare kan sætte den fast med pløkker. Der går kun et par uger, så er tråden typisk dækket af et lag græs alligevel. Alt det græs din robotplæneklipper klipper af ligger jo ovenpå og formulder, og skaber en lille smule jord hele tiden.
Afsluttende ord om robotplæneklippere
Hvis du leder efter en nem og vedligeholdelsesvenlig måde at holde din græsplæne ren på, er en robotplæneklipper den perfekte løsning. Det eneste, du skal bruge, er en kanttråd eller et afgrænsningskabel, der er installeret rundt om din have, og så klarer robotten resten! Den eneste vedligeholdelse, du skal foretage, er lejlighedsvis at fjerne det græs, der har ophobet sig under klippeknivene, og udskifte klipperen regelmæssigt.
God fornøjelse med en vedligeholdelse-fri græsplæne (ja sådan næsten da) med den helt rigtige robotplæneklipper.